Kommunale jobcentre dumper
De 14 jobcentre, som i dag er styret af kommunerne, dumper, når det handler om at give arbejdsløse på dagpenge tilbud og samtaler til tiden, viser nye beregninger fra 3F.
- Vores a-kasser har allerede en del opgaver i forhold til de ledige. Vi vil gerne spille en endnu mere aktiv rolle, så beskæftigelsesindsatsen bliver så effektiv som muligt, siger 3F's forbundsformand. De 14 jobcentre, som allerede i dag har ansvaret for arbejdsløse, der er forsikret i en a-kasse, ligger ofte blandt de 10 dårligste, når man måler på, hvor gode de er til at give forsikrede ledige tilbud og samtaler til tiden.
Det fremgår af nye beregninger fra 3F, baseret på tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
3F har set på tre forskellige målinger af rettidighed i Arbejdsmarkedsstyrelsens jobindsats.dk. Det er dels afholdelse af jobsamtaler til tiden, første tilbud til ledige til tiden og efterfølgende tilbud til ledige til tiden.
De 14 kommunalt styrede jobcentre - også kaldet pilotjobcentre - udgør 15 procent af alle jobcentre. Men de udgør 23 procent af jobcentrene i bunden, når man måler på rettidigheden. Dermed er de overrepræsenteret blandt de jobcentre, der er dårligst til at give de forsikrede ledige tilbud og jobsamtaler til tiden.
Tallene er interessante, fordi de viser faktiske erfaringer med indsatsen over for de forsikrede ledige fra de 14 rent kommunalt styrede jobcentre. Fra august næste år overtager kommunerne også indsatsen over for de forsikrede ledige i de 77 øvrige jobcentre.
De 77 har i dag delt styring, hvor staten tager sig af de forsikrede ledige, som er medlem af en a-kasse, og kommunerne tager sig af de ”kommunale” ledige - kontanthjælpsmodtagerne.
3F vil samarbejde
- Jeg vil ikke skjule, at vi i 3F er meget bekymrede for, om kommunerne kan løfte opgaven, når ledigheden tredobles i de kommende år. Vil de have tilstrækkeligt udsyn til at se ud over deres egne kommunegrænser, vil de sikre ordentligt kvalitet i tilbuddene til de ledige og så videre. Tallene her fjerner jo ikke ligefrem de bekymringer, vi har, siger 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
- Men det vigtigste for os i denne sammenhæng er at hjælpe vores ledige medlemmer. Derfor vil vi fra 3F’s side gerne hjælpe kommunerne med opgaven. Vi vil gerne invitere til et stærkere og tættere samarbejde og stille vores erfaringer til rådighed, siger Poul Erik Skov Christensen.
- Vores a-kasser har allerede en del opgaver i forhold til de ledige. Vi vil gerne spille en endnu mere aktiv rolle, så beskæftigelsesindsatsen bliver så effektiv som muligt, pointerer 3F’s forbundsformand.