SF: Politiets syltning af øst-register er uansvarlig
Gentofte Politi erklærer åbent, at man ikke prioriterer mangel på registrering i register mod snyd. SF vil have forklaring fra tre ministre.
SF kalder politiet uansvarligt efter sag om manglende tjek på firmaer fra øst. SF's Karsten Hønge vil have forklaring fra tre ministre. (Foto: Harry Nielsen) Der er sådan set ikke noget at sige til, at udenlandske virksomheder er ligeglade med det register, de har pligt til at melde sig til, når de udstationerer arbejdskraft til Danmark.
Det mener SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge på baggrund af et helt frisk eksempel fra Gentofte politi. Her erkender man åbent, at manglende registrering i RUT (Registret for Udenlandske Tjenesteydere) ikke prioriteres.
For det første lader man i en konkret sag Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afgøre, om der er behov for politimæssig efterforskning. Dernæst skriver man direkte, at hvis styrelsen mener, det er en politisag, så må der “påregnes nogen tid”, inden sagen behandles.
Tre ministre sat på sagen
- Det er direkte uansvarligt, at politiet nedprioriterer et område, som skal være med til at sikre, at udenlandske firmaer er her lovligt og giver andre myndigheder muligheder for kontrol med indbetalinger til den fælles samfundshusholdning, siger Karsten Hønge.
- Det sender et ualmindelig skidt signal til både udenlandske virksomheder og den danske befolkning om, at politiet ikke tager vores lovgivning alvorlig, fortsætter han.
SF'eren har på baggrund af sagen fra Gentofte stillet spørgsmål til tre ministre om indsatsen for at få RUT til at fungere. Justitsministeren, beskæftigelsesministeren og erhvervsministeren skal forholde sig til sagen.
Stramninger på vej
Karsten Hønge forventer dog, at der meget snart kan gennemføres en række opstramninger. Forligskredsen bag RUT er enige om at forhøje bødestraffen. Og om at samle myndighedernes kontrolindsats hos Arbejdstilsynet samt indføre krav om, at den danske bestiller af en ydelse, skal sikre sig, at den udenlandske virksomhed er tilmeldt RUT.
- Ikke mindst det, at den såkaldte hvervgiver nu får pligt til at sikre sig, at der er en gyldig registrering, og risikerer en bøde, er et stort skridt i den rigtige retning. Det vil give mere respekt om registret, er jeg sikker på, siger Karsten Hønge.
Forslagene kræver lovændringer. De ventes gennemført inden nytår.