Fagforeninger får ikke vigtigste information fra nyt register

Oplysningerne om, hvor et udenlandsk firma leverer sin tjenesteydelse i Danmark, bliver ikke offentlig tilgængelig.

Fagbevægelsen får ved abonnement på RUT-registret ikke informationer om, hvor de udenlandske virksomheder arbejder i Danmark. (Foto: Hans Erik Meyer )Fagbevægelsen får ved abonnement på RUT-registret ikke informationer om, hvor de udenlandske virksomheder arbejder i Danmark. (Foto: Hans Erik Meyer )

Fagbevægelsen kan købe sig til oplysninger fra et nyt register over udenlandske virksomheder, der udstationerer arbejdskraft til Danmark. Den vigtigste oplysning bliver imidlertid ikke offentlig tilgængelig: oplysningen om hvor virksomheden har sin aktivitet i Danmark.

- Jamen, man kan så spørge, hvor meget glæde vi i fagbevægelsen får af registret, siger John Larsen, formand for Byggegruppen i 3F.

Han var blandt dem, der var begejstret, da partierne bag Østaftalen i juni 2007 lavede en aftale om etablering af et register over udenlandske virksomheder, der udstationerer arbejdskraft i forbindelse med levering af tjenesteydelser i Danmark.

Begejstringen er væk.

Knap fem måneder efter udenlandske virksomheder på midlertidigt arbejde i Danmark fik pligt til at lade sig registrere i Danmark, kan fagbevægelsen fortsat ikke få informationer fra registret.

- Vi har i alt for høj grad skullet lege detektiver for at finde de udenlandske byggefirmaer og deres folk. I den forbindelse havde vi håbet, at RUT (Register over Udenlandske Tjenesteydere) kunne være blevet til mere nytte, end tilfældet synes at blive. Det er meget ærgerligt.

Holdningen er den samme hos de opsøgende fagforeninger.

- Hvis vi ikke får information om, hvor firmaet arbejder og hvilke medarbejdere de har med, så bliver registret ikke det redskab, som vi var stillet i udsigt, siger Bo Rosschou, formand for de storkøbenhavnske malere og formand for Byggefagenes organisationsudvalg.

Hensyn til EU-retten

Kontorchef i Beskæftigelsesministeriet Ole Bondo Christensen bekræfter, at informationer om, hvor tjenesteydelsen leveres ikke bliver offentlig tilgængelig. Det skyldes hensyn til EU-retten og persondataloven.

- Stedet for levering af tjenesteydelsen er ikke en information, som vi kræver og videregiver for danske virksomheder, og derfor kan vi heller ikke gøre det overfor en udenlandsk, siger han.

Ole Bondo Christensen oplyser, at fagbevægelsens repræsentanter i den særlige følgegruppe for Østaftalen har accepteret, at oplysningen om adressen, hvor tjenesteydelsen leveres, ikke bliver offentlig tilgængelig.

Det bekræfter Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet. Han sidder i følgegruppen.

- Det havde topprioritet for os netop at få at vide, hvor de udenlandske virksomheder har deres aktivitet, men hvis vi havde fastholdt vores krav, så havde vi ikke fået et register. Vi mener fortsat, at registret er en god ide, og at det kan anvendes. Vi forventer ikke mindst, at de offentlige myndigheder bruger registret i det intensiverede kontrolarbejde, som også er en del af aftalen. Men jeg mener fortsat også, at fagforeningerne kan bruge registret for at få afklaret, om en virksomhed arbejder lovligt, siger han.


Abonnement ikke på plads

Kontorchef Jane Aunstrup Nielsen fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen oplyser, at alle vil kunne abonnere på informationerne i RUT. Styrelsen er i øjeblikket ved at udarbejde en såkaldt salgsbekendtgørelse, der skal muliggøre salg af registrets oplysninger. Salget forventes at kunne ske fra oktober eller november i år.

Abonnenter vil få informationer over alle firmaer med igangværende tjenesteydelse samt om firmaernes eventuelle danske kontaktpersoner. Derimod kan man altså ikke få informationer om den adresse, hvor firmaet skal levere sin tjenesteydelse.

Prisen for et abonnement er ikke fastsat.