Jule-røg er forbudt i år

Såvel fest- som fastryger må ud i kulden eller ind i rygeboksen, hvis der skal ryges cigaretter til julefrokosten på jobbet. Også hér gælder rygelovens forbud mod røg og det både i eget firma og på restauranter.

 (Foto: Arkiv) (Foto: Arkiv)

Hvis der er noget, der kan få festrygeren frem i mange danskere, så er det hyggen ved julefrokostbordet med sild, snaps, flæskesteg, øl - og en smøg til kaffen og de efterfølgende våde varer.

Men det går ikke længere at fyre op i cigarer, cerutter og cigaretter ved festbordet eller ved dansegulvet, hvis festen foregår på arbejdspladsen eller på en restaurant.

Her gælder rygeloven nemlig på samme måde som inden for normal arbejdstid. Og det betyder, at rygning er forbudt undtagen i særlige rygerum eller på enkeltmandskontorer. Og dermed må arbejdspladsens fest- og fastrygere enten gå udenfor eller tilbringe det meste af den festlige tid i rygerummet, hvis der findes sådan et.

Det fremgår af et svar om rygning til julefrokoster, som Arbejdstilsynet har lagt ud på sin hjemmeside. Her skærer man især reglerne for rygerum ud i pap med følgende melding:

“Reglerne for rygerum gælder også til julefrokosten. Et rygeum skal være et lokale, der er særligt indrettet til rygning, og lokalet skal have gode udluftningsmuligheder eller ventilation. Et rygerum må ikke være et gennemgangsrum, og der må ikke serveres mad og drikke i rummet.”

- Det er ikke for at være stivstikkere, men tingene skal hænge sammen. Selvom man i fællesskab bliver enige på arbejdspladsen om at gøre en undtagelse og tillade rygning, så går det altså ikke. Rygeloven skal sikre ikke-rygere, især på små arbejdspladser, siger pressekoordinater hos Arbejdstilsynet Jakob Juhler Tamsmark.

Her må godt ryges

Der er dog to løsninger, hvis man ønsker en julefrokost med røg. Og det er at holde festen i et privat hjem eller i lejede lokaler, hvor man selv står for at servere mad og drikke.

"På restauranter og i selskabslokaler hvor der medvirker køkken- eller serveringspersonale, må der ikke ryges ud over i rygerum. I lejede lokaler uden køkken- eller serveringspersonale bestemmer man selv", lyder det fra Arbejdstilsynet.