Skibsregister godkendte ulovligt selskab
Tema: Ulovlig kurs:
Trawleren Orck burde aldrig have haft lov at gå til søs indregistreret under dansk flag.
Det viser dokumenter i sagen, SiD har fået aktindsigt i hos Skibsregistret - et kontor under Søfartsstyrelsen.
I 1999 bliver trawleren Kamsø af Hirtshals solgt til det hollandsk-danske fiskeriselskab Orck A/S. Skibet skifter navn til Orck og hjemsted til Esbjerg.
Fiskeriselskabet var ejet af tre parter. To hollændere og en dansker sad i bestyrelsen. Og det er ulovligt.
For lovligt at kunne blive registreret under dansk flag skal to ud af tre i bestyrelsen være danske statsborgere og erhvervsfiskere. Men det hæftede Skibsregisteret sig ikke ved før dødsulykken om bord.
- Da Skibsregistret orienterede selskabet herom, berigtigede det forholdet, oplyser direktør i Søfartsstyrelsen Jørgen Hammer Hansen.
Styrelsen har desuden oplyst, at Skibsregistret samtidig blev opmærksom på yderligere to lignende selskaber, der efterfølgende blev bedt om at rette fejlene.