Happening afslører RUT-registers svaghed
Østarbejdere:
Det er ganske let at oprette falske firmaer i RUT-registret. Det påviste 3F-formand Stanley Bach Mortensen.
- Jeg ser østarbejderne som kolleger. Men de arbejder desværre alt for ofte for firmaer, der er kilde til plat og svindel på byggepladserne, siger formand for 3F Viborg Stanley Bach Mortensen. Det tager kun to minutter at snyde det danske RUT-register. Det viste formanden for 3F Viborg Stanley Bach Mortensen, der havde oprettet sig som et polsk firma i registret. Happeningen forargede Inger Støjberg i en sådan grad, at hun stillede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriftlige spørgsmål om 3F-formandens politiske provokation.
Styrket kontrol
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har nu svaret Inger Støjberg: - Jeg opfatter 3F's anmeldelse til RUT som et forsøg på at skabe opmærksomhed om problemstillingen med fiktive udenlandske virksomheder.
Ministeren tilføjer, at regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale om social dumping og udenlandsk arbejdskraft. Aftalen betyder, at der på finansloven sættes 65 millioner kroner af til at styrke kontrollen.
- Jeg ser østarbejderne som kolleger. Men de arbejder desværre alt for ofte for firmaer, der er kilde til plat og svindel på byggepladserne. Det er en åbenlys og selvfølgelig konsekvens, når myndighederne ikke kontrollerer øst-firmaerne, siger Stanley Bach Mortensen.
Massivt snyd
BAT-kartellet har undersøgt de polske firmaer, der den 29. august var tilmeldt RUT-registreret. Hvert 10. firma var fiktivt og fandtes heller ikke i registrene hos de polske myndigheder.
- Se, det er fiktive RUT-registreringer, som virkelig kan forarge. Her er der tale om massivt snyd, hvor både Danmark og Polen bliver snydt for millioner. Inger Støjberg kunne have iværksat initiativer, der standsede dette plat og svindel, da hun var minister. Det gjorde hun ikke, konstaterer Stanley Bach Mortensen tørt.
Det har trods talrige telefonopkald i knapt to uger ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg.