Over en milliard kroner til 3F'erne

3F henter over en milliard kroner hjem til medlemmerne om året.

I 2006 fik medlemmerne af 3F tilsammen over 700 millioner kroner i forbindelse med en arbejdsskade eller -ulykke.

Samlet set har 3F i 2005 og 2006 hentet over en milliard kroner hjem hvert år til medlemmerne i erstatninger, godtgørelser og tilgodehavender ved faglige sager, arbejdsskadesager, pensionssager med mere. Tallene er opgjort af forbundets afdelinger, som har hjulpet medlemmerne med at få deres penge.

- Det er godt, at vores afdelinger og forbund hjælper medlemmerne med at få de penge, de har krav på. Men det gør mig ked af det, at en så stor del af beløbet skyldes dårligt arbejdsmiljø og ulykker med personlige tragedier i kølvandet. Derfor er der ingen grund til at være stolt. Man kan snarere græmmes over, at vi stadig ikke har et sundere arbejdsliv, siger Poul Erik Skov Christensen, 3F's forbundsformand.

Kontingentet retur

Målt i penge er værdien af at være medlem af 3F i øvrigt langt højere end en milliard kroner, mener han.

- Oven i det tal skal man lægge resultaterne af de mange forhandlinger om løn, bonus og akkord, der også har givet vores medlemmer et løft i lønnen. Hertil kommer udbetaling af ydelserne fra overenskomsternes pensionsordninger. Disse beløb er tilsammen meget store og overstiger langt de 1, 2 milliarder, påpeger forbundsformanden.

De 1,2 milliarder svarer rundt regnet til det beløb, som medlemmerne indbetaler i fagligt kontingent til forbund og afdelinger.