Amerikanere sikrer 300 nordjyske job
Jernstøberiet Dania er blevet købt af den amerikanske koncern MAT. Det sikrer, at 300 medarbejdere kan beholde deres job.
Der kan blive jobfest i Aars, efter Dania er blevet opkøbt af amerikansk gigant. (Foto: Colourbox) 300 ansatte på Jernstøberiet Dania i Aars kan ånde lettet op.
Deres job er nu sikret, efter at Dania er blevet solgt til den amerikanske koncern MAT, der vil optrappe produktionen i det nordjyske.
Øget international konkurrence pressede jernstøberiet, men med salget til amerikanerne kan virksomheden blive liggende i Aars og medarbejderne blive i jobbet.
"Ejerskiftet er den bedste fremtidssikring for Dania. Det har ligget os meget på sinde at bevare Dania i Aars og at fremtidssikre de 300 arbejdspladser. Det føler vi, at MAT Holdings planer med Dania understøtter bedst muligt," siger bestyrelsesformand i Dania Birger T. Larsen i en pressemeddelelse.
Amerikanerne har store planer for Dania. Så store, at der nu spekuleres i, at der kan blive skabt 100 nye job i de kommende år.
Dania fremstiller støbegods til for eksempel biler og vindmøller.