Politi sylter øst-register

Gentofte Politi gider ikke bruge kræfter på register for udenlandske virksomheder.

Mens Gentofte Politi (der hører under Nordsjællands Politi) ikke prioriterer manglende RUT-registrering, har Hillerød Politi (der også hører under Nordsjællands Politi) udstedt en bøde på 5.000 kroner til det polske firma CKJ Entreprise, der arbejdede ulovligt i Skævinge. Arkivfoto: Harry Nielsen.Mens Gentofte Politi (der hører under Nordsjællands Politi) ikke prioriterer manglende RUT-registrering, har Hillerød Politi (der også hører under Nordsjællands Politi) udstedt en bøde på 5.000 kroner til det polske firma CKJ Entreprise, der arbejdede ulovligt i Skævinge. Arkivfoto: Harry Nielsen.

Udenlandske virksomheder, som udstationerer arbejdskraft til Danmark, skal foretage anmeldelse til RUT - Registret for Udenlandske Tjenesteydere. Sker det ikke, er virksomheden ulovlig i Danmark og står til en bøde.

Sådan ser man imidlertid ikke på det hos Gentofte Politi. Man erkender ganske åbent, at det ikke er et område, der prioriteres.

Knap en måned efter 3F i slutningen af august politianmeldte det polske firma Domixon for manglende anmeldelse i det lovpligtige RUT-register, har Gentofte Politi intet gjort i sagen.

I stedet vil man “i nær fremtid" bede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kigge på sagen. Det oplyser sektionsleder Michael Gaml overfor Nyhedsbrevet 3F.

- Vi vil ikke indlede en efterforskning, hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er i dialog med firmaet. Det er styrelsen, der har kompetencen på området, så det er naturligt, at man der vurderer, om man selv kan klare sagen eller om der er grundlag for en politimæssig sag, siger han.


Det prioriteres ikke

Det var faglig sekretær Michael de Gier fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der politianmeldte det polske firma.

- Hvor svært kan det egentlig være: Enten er firmaet registreret og er her lovligt. Eller også er det ikke registreret og arbejder ulovligt. Og vores tjek i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i slutningen af august fortalte, at firmaet ikke er registreret. Og det skal efter loven give en bøde, siger han.

Men politiet prioriterer ikke sagsområdet højt, understreger Michael Gaml i en mail til Michael de Gier.

Og selv om Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skulle anmode om politimæssig behandling af sagen, “kan der derfor påregnes nogen tid, inden en politimæssig sagsbehandling ville kunne ske", skriver han.

- Det er påfaldende, hvor nidkært politiet i København hjælper polske løntrykkere i Valby med at udføre deres arbejde, mens politiet i Gentofte ser gennem fingre med et åbenlyst ulovligt arbejdsforhold, siger Michael de Gier.

Byggefagforbundenes paraplyorganisation BAT-kartellet har modtaget kopi af mail-korrespondancen mellem BJMF og Gentofte Politi og vil rejse sagen overfor Beskæftigelsesministeriet.