SF: Slut med at tage erstatning fra alvorligt syge

SF vil bremse kommuner, der tager erstatning for kritisk sygdom fra kontanthjælpsmodtagere. Forslaget har gode muligheder for at samle flertal.

Hans Jensen fik sin erstatning, men først efter 3F Kongedalen hjalp ham med en klage til Beskæftigelsesankenævnet.
Hans Jensen fik sin erstatning, men først efter 3F Kongedalen hjalp ham med en klage til Beskæftigelsesankenævnet.

58-årige Hans Jensen kan blive direkte årsag til, at andre, der rammes af en alvorlig sygdom, får den erstatning, de har ret til uden bøvl med kommunen.

Hans Jensen blev for tre år siden ramt af en blodprop i hjernen.

Vejle Kommune besluttede i første omgang, at størstedelen af den erstatning for kritisk sygdom, han havde fået fra Industriens Pension, skulle modregnes i hans kontanthjælp. Men for nylig afgjorde Beskæftigelsesankenævnet, at Hans Jensen alligevel har ret til sine 50.000 skattefrie kroner.


Lovændring skal fjerne tvivl

Og sådan bør det være, mener SF, som er parat med et forslag, der skal fjerne enhver tvivl.

- Det er langt fra sikkert, at andre kommuner vil følge ankenævnets afgørelse. Formålet med disse erstatninger er at give alvorligt syge mulighed for at få nogle ekstra oplevelser og bedre vilkår i en livstruende situation. Og det opnår man altså ikke ved at tage kontanthjælpen fra folk, siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

Hans Jensens problem var, at Vejle Kommune havde taget sygedagpengene fra ham, inden han fik udbetalt erstatningen.

Kommunen må ikke modregne i sygedagpenge. Men er man på kontanthjælp, er en erstatning for kritisk sygdom som udgangspunkt det samme som "penge i banken", oplyser Arbejdsmarkedsstyrelsen. Og så må der modregnes.


Billigt forslag

Der er undtagelsesmuligheder, men det kan ikke være rigtigt, at det skal være forskelligt fra kommune til kommune, mener Eigil Andersen, som ser gode chancer for at få forslaget vedtaget.

- Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har udtalt sig positivt om en lovændring. Det er ikke et forslag, der koster mange penge, men vi kan hjælpe nogle mennesker, som kan komme til at stå i en umenneskelig og helt urimelig situation, siger han.

Beslutningsforslaget fik tirsdag grønt lys på SF's gruppemøde, og det vil nu blive fremsat. Er der et flertal, bliver det op til regeringen at udforme et lovforslag.