Poul Erik fik et brev med en million
Da Poul Erik Knudsen fik førtidspension skulle han bare lige en tur forbi 3F Horsens for at få sat sit kontingent ned. Han anede ikke, at hans nedslidte krop var en arbejdsskade til en million.
Det er et ufatteligt stort beløb og en fantastisk lettelse, at vi ikke længere skal tænke på penge, hvis der sker noget, siger Poul Erik og hans kone Jytte Knudsen om den uventede erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen. (Foto: Niels Aage Skovbo) Der er gode dage, der er dårlige dage, og så er der dage, der er så uvirkelige, at de næsten ikke lader sig forklare. Sådan en dag var 7. maj 2007 for 56-årige Poul Erik Knudsen. Han var alene hjemme, da postbudet afleverede brevet fra Arbejdsskadestyrelsen.
- Så mange penge. Det var helt ufatteligt. Jeg satte mig bare lige så stille ned og drak en øl. Det gør jeg ellers aldrig på grund af pillerne. Men det her skulle skylles ned.
Brevet var en besked om, at Poul Erik havde fået en erstatning, som samlet har gjort ham næsten en million kroner rigere, efter at skattefar har taget sit. Plus et fast månedligt beløb de næste ti år.
Den slags kan være svært at forstå. Især når man året før har følt sig slidt ned, kasseret og bare lige skal et smut ned i 3F-afdelingen, fordi man som førtidspensionist ikke længere har grund til at betale til a-kasse og efterløn.
Troede bare, at jeg var slidt
For gu' har Poul Erik da knoklet. Langt mere end de fleste. Og at det skulle anmeldes som en arbejdsskade fandt 3F Horsens hurtigt ud af, da man spurgte til hans førtidspension og arbejdsliv.
Først i 1970'erne læssede han lastbiler med 50-kilos sække. 500 sække på 25 minutter eller 200 tons på en dag. Og de sidste 26 år på Teknisk Gummi i Horsens løftede Poul Erik ni tons valser om dagen.
- Sådan gjorde man bare. Jeg var vant til at tage fat, og fik du lidt ondt i ryggen, tænkte jeg bare, at det nok ville gå væk den næste dag.
Men i 2000 gik smerterne ikke væk. Han nåede at komme igennem to operationer for discusprolaps og et ophold på Give Rygcenter, før lægerne gav op. I september 2004 var smerterne for voldsomme til at han kunne passe sit arbejde.
- Det var slemt. Jeg har altid glædet mig til at komme på arbejde efter en ferie. Og jeg tænkte hele tiden: Det er kun sygedagpenge. En dag ville du komme tilbage på arbejde. Det var først med pensionen, at det gik op for mig, at det var slut, helt slut. Men at det skulle være en arbejdsskade, anede jeg ikke. Jeg troede bare, at kroppen var slidt ned.
Folk ser mig som luddoven
Det har været svært og er det stadigvæk. For hvad tænker andre mennesker ikke, når hustruen vasker vinduer, og han bare må sidde og se til inde fra sofaen. Eller i supermarkedet, når det er hustruen, der må løfte en kasse øl op i vognen.
- Det ser åndssvagt ud. Stor stærk mand at se på, og så står jeg bare der og glor. Jeg kan blive så sur og arrig, og i en lang periode har jeg ikke altid været lige rar at være gift med.
Poul Erik kan end ikke sidde på en stol ret længe ad gangen for smerter. Derfor har han måttet opgive at være med i forreste linie i foreningslivet, som ellers har fyldt det meste af hans liv.
- Jeg har altid haft en meget stor snakkeflade og blandet mig i alting. Når jeg kom hjem fra arbejde, skulle jeg altid ud af døren både til det ene og det andet. Og på arbejdet var jeg med til at starte personaleforeningen og var som formand og kasserer i mange år. Nu er jeg alene det meste af dagen og har kun mig selv at snakke med.
Et lykkeligt tilfælde
Men først på sommeren gik alle pengene ind på dankortet, så nu sker der noget. Huset fra 1927 skal have nye gulve og lofter, og el-installationerne skal skiftes ud ligesom møblerne. Men ellers skal livet ikke lægges om, og den årlige tur til Skagen bliver ikke byttet med caribiske krydstogter, for der skal også være en klatskilling til når de bliver gamle.
- Det er en fantastisk lettelse, at vi ikke behøver at tænke i penge, hvis der sker et eller andet. Og ind imellem kommer der nok også en ekstra bøf på bordet. Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg hellere have haft en god ryg og klaret mig for mindre ved at arbejde. Det er helt sikkert.