OBS: Du er nu offline

Bank opsagde syg kvindes forsikring – nu får banken hug

Kvinde i fleksjob skiftede pengeinstitut, og så forsvandt hendes invalideforsikring - som der ellers var udsigt til, at hun kunne få brug for. Ankenævn kritiserer.

Danske Andelskassers Bank har hovedkvarter i Hammershøj mellem Viborg og Randers. Her overvejer ledelsen, om de vil rette sig efter ankenævnet og stille kvinden, som om hun stadig havde forsikringen.
Danske Andelskassers Bank har hovedkvarter i Hammershøj mellem Viborg og Randers. Her overvejer ledelsen, om de vil rette sig efter ankenævnet og stille kvinden, som om hun stadig havde forsikringen.

Mange kan tjene penge ved at skifte pengeinstitut. Men der kan være fælder ved at gøre det. Det har en syg kvinde fundet ud af.

Hun skiftede fra Danske Bank til Danske Andelskassers Bank. I den proces forsvandt hendes gruppelivsforsikring. Den indeholdt blandt andet en invalideforsikring.

Det fandt hun ud af mere end to år senere. Da bad hun om at få udbetaling fra forsikringen. Forsikringsselskabet fortalte hende, at hendes ordning var ophævet.

Nu får Danske Andelskassers Bank kritik for at have slettet forsikringen uden kvindens medvirken. Pengeinstitutankenævnet pålægger pengeinstituttet at rette op på fadæsen.

Sådan gik det galt med kvindens forsikring

Kvinden havde kroniske gener fra hænderne samt smerter i nakke og hoved. Derfor var hendes erhvervsevne nedsat. Hun fik fleksjob med 15-18 timer om ugen.

Kvinden ejede en kapitalpension i Danske Bank. Den havde tilknyttet en gruppelivsforsikring. Herved var hun dækket med en invalidesum på cirka 235.000 kroner.

Hun skiftede til Danske Andelskassers Bank. Herfra kom der besked til Danske Bank om også at flytte kapitalpensionen og ophæve forsikringen.

Sådan skifter du bank, sparekasse eller andelskasse

Kunne have beholdt pension og forsikring i den gamle bank

Gruppelivsforsikringen kunne ikke rykke med til den nye bank. Den var bundet til Danske Bank.

Men hun kunne ved bankskiftet have ladet kapitalpensionen blive stående tilbage i Danske Bank. Så ville forsikringen være fortsat.

Kvinden var opmærksom på, at det var vigtigt for hende at beholde forsikringen. Hun vidste også, at hun på grund af sit dårlige helbred næppe kunne tegne en ny forsikring magen til.

Banken kan ikke bevise, at kvinden ønskede forsikring opsagt

Danske Andelskassers Bank forklarer, at kvinden var med på at ophæve gruppelivsforsikringen. Måske har hun givet tilsagn i en telefonsamtale. Det benægter kvinden.

Pengeinstitutankenævnet siger, at banken ikke har bevist, at kvinden gav accept. Derfor er ophævelsen af forsikringen kritisabel.

Ankenævnet forlanger, at Danske Andelskassers Bank retter op. De skal tegne en ny tilsvarende forsikring til hende eller gøre andet. Hun skal stilles, som om den gamle forsikring stadig eksisterer.

Kvinden kunne have fået glæde af forsikringen

Kvindens helbred er i mellemtiden blevet dårligere. Hun arbejder nu kun to timer om ugen i fleksjob.

Derfor mener hun, at hun i dag kunne have været berettiget til invalidesummen fra forsikringen.

Danske Andelskassers Bank oplyser, at de overvejer, om de vil efterkomme afgørelsen fra Pengeinstitutankenævnet. De er ikke forpligtede til at gøre noget. Hvis de afviser, er kvinden nødt til at sagsøge banken i retten.