Få firmaer meldt til østregister

Nye skærpede regler og lettere adgang skal få udenlandske virksomheder til at overholde lovgivningen og foretage anmeldelse til RUT-registret.

Reglerne for RUT-registret er fra årsskiftet strammet. Blandt andet skal den, der køber en ydelse af et udenlandsk firma, skire sig, at firmaer er anmeldt til RUT.   Reglerne for RUT-registret er fra årsskiftet strammet. Blandt andet skal den, der køber en ydelse af et udenlandsk firma, skire sig, at firmaer er anmeldt til RUT.

I øjeblikket er der færre end hundrede udenlandske firmaer, der har udstationeret arbejdskraft til Danmark.

Lyder det forkert? Det er det uden tvivl også. Men det er, hvad der fremgår af RUT (Register for Udenlandske Tjenesteydere). Det er det register, som de udenlandske firmaer skal tilmelde sig for lovligt at kunne arbejde i Danmark.

- Mange af de udenlandske firmaer er hjemme på jule- og nytårsferie, men antallet passer ingen steder med den faktiske aktivitet, siger Carsten Bansholm. Han er faglig sekretær i 3F BJMF i København.

- De få tilmeldte firmaer er desværre et udtryk for, at de udenlandske firmaer er ligeglade med registret. Det har ikke haft konsekvens ikke at være tilmeldt, mener han.

Enkeltmandsfirmaer skal med

Nu skal skærpede regler og større bøder få flere udenlandske virksomheder ind i RUT. Nyt her fra årsskiftet er blandt andet, at selvstændige uden ansatte også skal tilmelde sig. Derudover skal den, der køber en ydelse fra et udenlandsk firma sikre sig at firmaet er tilmeldt RUT. Samtidig er det gjort lettere for de udenlandske firmaer at tilmelde sig. Det kan nu ske elektronisk.

Arbejdstilsynet, der har haft kontrollen med RUT i et halvt år, lover samtidig øget fokus på de udenlandske firmaer.

- Vi skal vide, hvor arbejdet er for at kunne føre et ordentligt tilsyn, siger Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen.

Eksplosion i anmeldelser?

RUT-registret blev oprettet 1. maj 2008. Det er hidtil ikke blevet det arbejdsredskab, som fagforeningerne havde set frem til.

- Nu håber vi igen, at vi får et operationelt redskab, som vi kan bruge, når vi skal finde samt overenskomstdække og organisere de udenlandske firmaer og arbejdere, siger Carsten Bansholm.

Han afventer med spænding, hvad der sker de kommende uger.

- Med de nye regler om at enkeltmandsfirmaer skal anmeldes, bør der ske en eksplosion i anmeldelserne, men lad os nu se, lyder det lidt tvivlende.