Støjberg skal forklare sig om RUT-register

Skal Arbejdstilsynet kunne straffe firmaers manglende registrering? Det skal beskæftigelsesminister Inger Støjberg svare på.

Socialdemokraterne ønsker, at Arbejdstilsynet skal kunne stoppe arbejdet, hvis de møder firmaer, der ikke er registreret i RUT.  (Arkivfoto)Socialdemokraterne ønsker, at Arbejdstilsynet skal kunne stoppe arbejdet, hvis de møder firmaer, der ikke er registreret i RUT. (Arkivfoto)

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skal redegøre for, om Arbejdstilsynet skal have mulighed for at standse arbejdet, når man møder udenlandske firmaer, der ikke er anmeldt til det lovpligtige RUT-register.

Det er det socialdemokratiske folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen, der har stillet beskæftigelsesministeren to spørgsmål om reaktionerne over for firmaer, der ikke står i RUT.

Det sker på baggrund af artikler i Nyhedsbrevet 3F om, at udenlandske firmaer arbejder videre, selv om de ikke er registreret.

Forstår fagforeningernes frustration

Lennart Damsbo-Andersen ønsker blandt andet ministerens vurdering af, om det vil være formålstjenligt at give Arbejdstilsynet beføjelse til at stoppe arbejdet øjeblikkeligt ved manglende RUT-registrering.

- Som vi har udfærdiget reglerne, må vi nok erkende, at Arbejdstilsynet ikke har myndighed til på stedet at stoppe arbejdet ved manglende registrering, siger Lennart Damsbo-Andersen, der som en del af forligskredsen har været med til at skærpe reglerne omkring registret.

- Arbejdstilsynet kan indstille til politiet og anklagemyndigheden, at der rejses tiltale, men det kan jo ikke passe, at man kan arbejde videre uden en lovpligtig registrering. Jeg forstår godt fagforeningernes frustration.

Skyd ikke budbringeren

Lennart Damsbo-Andersen kalder det også utilfredsstillende, at sagsbehandlingstiden er så lang, at Arbejdstilsynet må vente flere uger på svar på, om et firma er registreret.

- Derfor skal vi ikke skyde budbringeren, i dette tilfælde Arbejdstilsynet. Problemet er, at systemet ikke fungerer. Og det kan ingen laste Arbejdstilsynet for. Det er et politisk ansvar.

Den socialdemokratiske ordfører på området oplyser, at forligskredsen omkring RUT har møde igen midt i november. På baggrund af ministerens svar vil man så diskutere, om der er behov for nye skærpelser af reglerne for udstationerende virksomheder.

Bøden for ikke at være registreret er 10.000 kroner i normaltilfælde. Den kan dog blive større eller mindre i forhold til omstændighederne.

Ifølge Arbejdstilsynet er der siden 1. juli foretaget 10 indstillinger til politiet til retslig tiltale.